Oban i Skotland til Muros i Spanien.

/

Sejlturen til Craobh Haven går fint, vi skulle igennem en passage mellem 2 øer ved højvande, for ellers kunne strømmen være op til 8 knob, i Craobh Haven finder vi en god ankerplads syd for havnen, her får vi vasket en del tøj, så båden ligner et fugleskræmsel resten af dagen. Vi sejler nu ret hurtigt videre, for udbudet hos købmanden er færdigretter og frostvarer, kursen sættes mod Ardferd, som efter pilot bogen skulle have bedre indkøbsmuligheder, men man skal jo ikke tro på alt hvad de skriver, for Ardferd havde samme standard som Craobh Haven, så er det jo godt at have henkogt kød på lager.

 Når vi sejler rundt til mange forskellige steder, ser vi mange mærkelige ting, i Ardferd så det ud som om, at de havde brugt toppen af en citroen 2 cv, som styrhus på en båd. Vores anker får ikke lov til at ligge på bunden ret længe, inden turen går videre mod øen Gigha, som skulle være overnatnings sted på turen mod Campeltown. På Gigha fandt vi en god bugt, hvor også mange andre sejlbåde lagde for anker, vi syntes det var en dejlig sted at være, så det varede en par dage før vi sejlede videre til Campletown.

 På turen hertil oplevede vi, hvor stærk strømmen kan være, for selvom vi sejlede for kryds mod vores mål, nærmede vi os målet med større fart end vi sejlede gennem vandet, under normale forhold nærmer man sig målet med ca. 65% af den sejlede fart, så vi sejlede nærmest sidelæns. I Campletown er der op til flere supermarkeder, og på skolen kunne vi leje tid på en computer, så vi kunne læse og skrive vores e-mail.

 Fra Campletown sejlede vi til Isle of Man, bla. for at se om vi kunne købe en påhængsmotor til gummibåden, selv om øen er toldfri er det bestemt ikke billigt at handle her, så vi bruger årerne på gummibåden endnu. Diesel ville de ikke sælge mindre end 400 liter af gangen, og hvis vi ville have diesel var det på tankstation, hvor det koster ca. 2½ gange mere end det Engelske marinediesel, som der ikke er så meget afgift på, vi kunne godt vente, til vi kommer til Liverpool marina med at få diesel. Vores besøg på øen blev kun til 2 dage, før vi satte kursen mod Liverpool, her ankerede vi op i floden Dee i 2 dage, for at få det til at passe med at sejle ind i marinaen, når Jens ville ankomme fra Danmark.

 Marinaen i Liverpool er lavet i en af de gamle docker, som ikke blev brugt mere, her var de ved at bygge lejligheder, hvor de gamle pakhuse havde været, det var ved at være et pænt og tiltalende sted, men et supermarked i nærheden havde de glemt. Da vi havde fået Jens ombord, var det tid til museums besøg, vi så bla. maritim museum, Titanic minde museum og livet i Liverpool museum. I Liverpool marina kan vi komme igennem slusen, fra 2 timer før til 2 timer efter højvande, udenfor sluserne er der ca. 7 meter fra høj til lavvande, og bunden kommer nogle steder frem ved lavvande. Efter vores museums besøg, gjorde vi os klar til at sejle ud, med kursen mod Spanien til sol og varme, som vi ikke har haft meget af. Vejrudsigten var rimelig god for de næste dage, vi har altså ca. 800 sømil til Spanien ca. 8 dage. Der er jo ingen der kan love hvor lang tid vejret vil holde, så på 3 dagen ud for Bristol channel, begyndte vejret at skifte til hård vind fra sydvest, vi vendte skuden mod øst, for at søge læ i Bristol channel i den lille havn Padstow.

 Padstow er en lille ferieby, med små hvide sand strande mellem klipperne, som besøges af mange mennesker hver dag. Efter 3 dage i Padstow har vinden skiftet til nordvest og det ser lovende ud de næste dage, så Goodbye England og Hola España. Vi havde næsten alt slags vejr over Biscayen, Lands-end den sydvestlige del af England,blev passeret i tåge og dis, de næste par dage havde vi godt sejlervejr, med vind fra nordvest, senere tog vinden til og gik i sydvest, så vi de næste par dage, kun sejler med stormfok. Vi ridder den hårde kulling af ved at sejle mod nordvest og væk fra storskibs ruten, da vi som en lille båd, er vi svære at se fra de store skibe i de høje bølger, på trods af vi har radar reflektor monteret i masten.

 På tredie dagen døde vinden næsten helt, og vi blev kun sat 40 mil tilbage mod England, da søen har lagt sig starter vi motoren, med kurs mod Spanien. Sådan bliver det resten af turen til Muros i Spanien, hvor vi anduver ved middagstid, i Muros er der en fin ankerplads udenfor havnen. Badeposerne bliver fyldt med vand og lagt i solen, så vi kan få det velfortjente bad. Gummibåden bliver pustet op og byen bliver set efter for supermarkeder, spisesteder og tobak til Jens, vi syntes alle på Joy vi havde fortjent ikke at skulle lave mad, så vi fandt en restaurant, hvor vores sult blev stillet, inden trætheden overmandede os efter turen over Biscayen. Dagen efter bliver signalflagene hejst til tops, da der skal fejres fødselsdag ombord, hvem der havde fødselsdag, må i selv se på billedet, ved at kikke på signalflagene under styrbords sallingshorn.Fødselaren måtte jo punge ud med en middag til hele besætningen. I løbet af den næste måneds tid sejler vi mod Lissabon.

Hilsen besætningen på JOY.