En oplevelse man sent vil glemme, der er ikke mange sejlere der lige kommer forbi her, godt 2000 sømil er der fra Galapagos, det er normalt herfra man sejler til Rapa Nui. Øen der ligger på 27 grader 09 minutter syd 109 grader 27 minutter vest og er den østligste ø i den Polynesiske trekant. Øen og dens underlige befolkning blev første gang opdaget af en europærer påske søndag i 1722 af den Hollandske Admiral Roggeveen, mange troede ham simpelthen ikke. Da den hollandske Admiral Jacob Roggeveen landede på øen påske søndag i 1722 fik den senere navnet Easter Island.  I 1770 næsten 50 år senere blev øen genfundet af Gonzalès de Haedo, han fremstillede det første kort af øen. Senere blev den besøgt af Capt. Cook i 1774. Grundet vejrforholdene kom JOY og dens besætning ikke derned i år 2000, det var El-nino år og så er vejrforholdende ikke de bedst egnede til denne sejlads. Det er modvind og kulingsvejr det meste af tiden, og så er 2000 sømil en lang og hård sejlads i en 30 fods sejlbåd, med trange forhold.

 I 1967 blev der etableret en mindre landingsbane af det Chilenske luftfartsselskab Land-Chile. Senere er den udbygget betydeligt, så de amerikanske rumfærger også kan bruge den som nødlandingsplads.  Det er i dag muligt at flyve dertil fra Tahiti til lidt mere end hvad en dansk indenrigsbillet koster, flyvetiden er 4,5 time, flyet mellemlander der på vej til og fra Chile. Vi og det var Andreas, Birthe og undertegnede fløj dertil med bagage til 4 dages ophold, vi fandt et lille privat sted som vi indlogerede os hos. Dejlige forhold med morgenmad, de andre måltider køber man ude i byen Hanga Roa. Hanga Roa der er hovedbyen med ca. 2600 indbyggere, på hele øen er der  4.500, det er en tilvækst på 500 over de sidste 10 år, bl.a. grundet en stigende turisme. I byen er der kun få asfalt belagt gader, resten er sammenkørt grus og ler, gadenavne samt husnumre findes heller ikke, alle kender alle, så der er nemt at sende noget dertil med hensyn til adresse. Klimaet dernede er subtropisk oceanvejr, dagtemperaturen varierer fra 20 til 27 gr.c. med høj luftfugtighed, varmest i januar og februar, der falder ca.1235 mm regn om året, maj er den vådeste. 

Den første dag brugte vi i byen og nærområdet, da vi var ankommet kl.10,30 om formiddagen. Vi var bl.a. ude at se den nok mest fotograferede, og berømte af de store Moaier, Ahu Tahai med den røde hat og de hvide øjn med den røde pupil.  Der er mulighed for at leje privat bil, eller igennem udlejningsfirma, man kan også leje heste, da vores tid dernede var begrænset blev det til leje af bil. Øen er 16, 17 og 24 km. på det længste led, største bredde er 12 km. Øen rejser sig 3000 meter op fra havbunden og er vulkansk, de tre største vulkaner, Poike 352 meter Rano Kao 324 og Maunga Terevaka der er 525 meter. Rano Raraku på 300 meter er den hvor alle de store Moaier blev fremstillet. Øen er savanne og bevoksning består af 90 % græs samt lidt nye skovområder. Den enorme mængde af Moaier (stenmænd) der blev fremstillet og skulle flyttes over store afstande forbrugte simpelthen alt træ på øen. Der var ikke engang nok til fremstilling af en kano så man kunne sejle derfra. I dag  forsøger man med plantning af Eukalyptus træer der er hurtigvoksende. Samt en hårdfør kokospalme der kan give et tilskud til den sparsomme mængde af landbrugsprodukter der fremstilles på øen. Den største produktion er Fåre og kvægavl, samt fiskeri, dertil kommer grønsager alt sammen til eget forbrug. Kun den voksende turisme samt de statsansatte personer, giver et tilskud til øens dårlige økonomi. 

I Ahu-Moai årene 500 til 1600 A. D. efter Kristi fødsel har øen i den seneste periode været beboet af op mod 15.000 personer. På et tidspunkt har de delt sig  i to Klaner, som senere begyndte at bekrige hinanden. Det førte til en dyb kulturel og social krise, fødevareproduktionen faldt drastisk, skovene blev hugget om til forbrug, uden genplantning. Magten blev overtaget af stammerne i Orongo, krigernes leder der (Matatoa) begyndte systematisk at ødelægge, eller bruge de store Ahu-Moaier til gravpladser. Det førte til store kampe Klanerne imellem, hvor også kannibalisme var helt almindelig. I 1805 begyndte skibe fra fastlandet at sejle dertil, de deportere af indbyggerne som senere blev solgt som slaver i Peru, over 2000 forsvandt fra øen på denne måde. I 1862 var befolkningsantallet faldet til 6000, sygdomme og epidemier førte til at der i 1877  kun var 111 indbyggere tilbage på Påskeøen. I 1888 blev øen erklæret for Chilensk territorium, og blev fra 1895 til 1953 udlejet til et Engelsk konsortium som Fårefarm. I 1935 blev store dele af øen erklæret for nationalpark. Først da det ophørte begyndte genrejsningen og restaureringen af den gamle kultur. Befolkningstallet begyndte igen at vokse. Arkæologer fra store dele af verden kom dertil for at forske i den gamle kultur. Den kendte norske arkæolog Thor Heyerdahl deltog i 1955 i en systematisk ekspedition omkring den gamle kultur. Det har han senere beskrevet i to bøger, begge udgivet på engelsk i 1965 i London.    

En fantastisk oplevelse at køre øen rundt, se hvordan man igen har fået genrejst mange af de væltede og delvis ødelagte Moaier. Gå rundt på vulkanen Rano Raraku hvor alle de enorme Moaier blev fremstillet, det foregik både udenfor og inde på  kratersiderne med simpelt stenværktøj. Når man ser rundt, er det tydeligt at det pludselig er ophørt, mange (397) er mere eller mindre færdige, nogle har været under transport væk derfra. Man kan tydeligt se det på den måde de ligger, der er ligesom at se hærmyrer på en lang række, mange af dem har vejet langt over hundrede ton. Man kan godt forstå at der skulle bruges meget tømmer, for at flytte de enorme vægte med. Afstandene har jo mange gange været op til 20 km. og terrænget er jo meget kuperet på sine steder, store omveje er helt sikkert blevet benyttet. Oppe fra toppen af Vulkanen kan man se mod syd, der ser man nok den største og bedst restaurerede af de platforme som Moaierne står på, denne er der 15 Moaier på i forskellig størrelser fra 6 til 9 meter høje.

Rundt på øen er der ca. 30 platforme, Moaierne står alle med ansigtet ind mod øen, det skulle symbolisere at være beskyttere af landsbyerne samt dens befolkningen. Kun eet sted er det anderledes, det er ved Ahu Akivi, her er der 7 mænd på platformen, de står og kikker mod Marquesas, hvor det menes at den oprindelige befolkning er kommet fra. Det forestiller de 7 der først kom hertil for at udforske landet, og er en hyldest til dem, samtidig skulle det beskytte senere efterfølgere. Når man tænker på at de har sejlet de ca. 2500 sømil i store dobbelte kanoer har fundet landet, er sejlet tilbage for senere at befolke stedet. De sidste dage i januar samt begyndelsen af februar afholdes der en sports og kulturel festlighed, her kommer mange af de gamle traditioner fra Moai tiden også frem. Vi var så heldige at opleve dagen hvor det store optog kørte gennem byens gader, hvor fantastisk at se hvordan man har været klædt og pyntet dengang. En meget simpel beklædning fremstillet af sivplanter farvet med saft fra forskellige blomster, kroppen smurt ind i forskellige farver af mudder,. nogen af dem kom til hest som er et meget almindeligt transportmiddel på Rapa Nui. Omkring 5000 tusind heste er der, det er mere en een pr indbygger. Så mange oplevelser er det ikke muligt at beskrive i en kortfattet beskrivelse, så jeg vil slutte denne beretning. Måske beskrive den på anden vis senere hvem ved.

En oplevelse for livet, som det ikke var ventet at få med i bagen herfra, da sejladsen derned ikke var muligt i 2002. Vi skal tilbage til Tahiti, sejladsen skal fortsætte for Andreas og undertegnede, Birthe rejser hjem til Danmark og arbejdet, med rygsækken fuld af dejlige, minderige oplevelser. 

Mange hilsner fra Andreas, Birthe og Hans i Stillehavet.