Siden vores fantastiske tur til Rapa Nui har Andreas og jeg været en rundtur til Moorea, Huahine, Rajatea, Taha samt Bora-Bora inden vi sejlede tilbage til Rajatea. Her påmønstrede Ejgil fra Fyn også, han skulle være med os til Rarotonga i de sydlige Cook Øer. På Raiatea havde jeg bestilt plads på værftet, JOY skulle have en tiltrængt bundsmøring efter ca. 10.000 tilbagelagte sømil. Værftsopholdet varede 9 dage, der var ingen problemer af nogen art, hverken skruetøj, rorgrejer eller søventilerne. Vandlinien løftede vi 10 cm igen, mest fordi at når vi ligger og triller i søen, bliver hun begroet op på siderne. Det er besværligt at få vasket bort igen, vandet kan også trænge ind bag fribordsmalingen, som ikke er vandtæt. Nu er der smurt 6 gange ligthprimer på der er vandtæt, derefter 3 lag bundmaling. Medens JOY var på land fik Andreas og jeg også tid til at erhverve os et C. MAS dykker certifikat, med mange dejlige oplevelser under vandet. Jeg forventer ikke at skal på land igen før til marts 2004. Det bliver på New-Zealand, umiddelbart inden afsejlingen mod Australien. 

Vi har nu forladt Fransk Polynesien efter 9 oplevelsesrige måneder. Vi sejlede fra Taina den 5 april med kurs mod Rarotonga, i de sydlige Cook øer. Her havde min gast, Andreas besøg af moren samt lillebroren i 2 uger. Min anden gast Ejgil fra Fyn, som havde været med siden Raiatea, rejste hjem herfra, efter mange gode fælles oplevelser. Efter at Andreases familien var rejst hjem, sejlede vi til Aitutaki, en lille lidt turistet ø ca.150 nm fra Rarotonga. Dybden i passet er kun lige stort nok til at vi kunne komme derind ved højvande, inde i lagunen er der heller ikke for meget vand, 2,3 meter ved lavvande på de rigtige steder. Vi fik ankret et rigtig dejligt sted, lige udenfor fiskernes landingsplads ved siden af den lille havn, så langt så godt. Andreas havde været på øen pr. fly sammen med familien ugen før, han kendte lidt til den i forvejen. Jeg havde bestemt mig for at gå øen rundt, det er kun 23 km. Når man går rundt møder man mange flere lokale, end når man lejer cykel eller knallert. Det gjorde jeg selvfølgelig også her, ja ikke bare lokale. Under turen hvor jeg var på vej op til øens højeste punkt, 124 meter møder jeg et par turister på cykel, vi kommer selvfølgelig i snak, det er et tysk pensionistspar som var på en uges ophold på Aitutaki. De havde også været på Rarotonga og havde set JOY ude i havnen. Vi mødtes senere på en lille kaffebar på havnen, manden havde været i det Tyske forsvar, der kan man gå på pension meget tidligt. Vi kender en del dernede fra, da vi lejede vores sommerhus i Nr. Vorupør ud bl.a. et par fra Flensborg, manden kendte han også igennem hans arbejde, hvor er verden dog lille. Vi havde et par rigtig dejlige afslappende dage på Aitutaki, selv om gåturen godt kunne mærkes lidt i benene dagen efter. 

Palmerstone der ligger 210 nm vest for Aitutaki er vore næste mål, vi havde mødt een fra Palmerstone på Rarotonga, hans kone skulle føde, der er hverken læge eller lignende på Atollen. De var så midlertidig flyttet ned til en søster der bor på Rarotonga. Vi snakkede en del med Bill, var en aften inviteret op til søsteren. Her fik vi en masse at vide om de lokale forhold på Atollen. Den er 5 x 7 nm der bor 51 personer, heraf er de 24 skolesøgende, der er 5 under 3 år og 9 pensionister. Nu er der jo ikke mange tilbage, hvad laver de resterende så, jo der er selvfølgelig øens myndighed, told, immigration, helse med mere, det er den samme person, 1 lærerinde og børnehavelederen. Telestationen skal jo også passes, der er een telefon på øen, men så har vi det der altid virker som han siger radiooperatøren, det er kortbølgeradioen. Elværket samt de to store fælles vandtanke med en lille pumpestation til skal også tilses, vandrørene er nemme at overskue de ligger alle ovenpå koralsandet, elværket kører 18 timer i døgnet. De resterende 8 personer fordriver tiden med lidt fiskeri inde i lagunen, det er mest Paarotfish fisk de fanger, de bliver fileterer, pakket og frosset ned, senere solgt til hotellerne på Rarotonga ca. 75 kr. kiloet, på en god dag kan de nemt fange 50 kilo. 

Det er ikke så ofte at de får sendt varene væk fra øen, det sidste fragtskib var her i begyndelsen af marts, det næste kommer måske i slutningen af maj. Vi er den første lystbåd i år af de 12-15 stykker der plejer at komme her. Og sikke en modtagelse vi fik, vi var kommet ind til Atollen kl. 5 om morgen, vi lå bare og drev til det blev lyst, straks da vi begyndte at sejle tættere ind til revet kom der een lokal båd ud, han ville anvise os den bedste ankerplads. Det store pass ind i Atollen er ikke ret dyb, 6 fod ved højvande og fuldmåne, da det næsten er nymåne, er der kun ca. 5 cm. under kølen, hvis vi sejler ind, vi vælger at blive udenfor i de dage vi vil være her. Da vi er færdig med ankringen, kommer Bob ombord, der er kaffe på kanden, vi snakker lidt om sejladsen herop med mere. Nu skal jeg nok komme ud og hente jer, samt bringe jer tilbage til den tid i ønsker hver dag medens i er her. Vi skal ind til myndighederne en lille indklarering må vi foretage, så vi sejler med ham ind gennem det lille pass, det er meget smalt og snørklet og kun vand nok til en jolle med påhængsmotor, da det næsten er højvande løber strømmen ikke så stærkt, den kan løbe med op til 8 knob ved lavvande, godt vi ikke skal sejle derind i vores lille Dhingy. 

Vi kommer først ind til Bobs hus, ja det er kun nogle få rafter der er bundet sammen, sider og tag består af flettede palmeblade, der er lemme i siderne som man kan lukke ned om natten, her sover Bob, hans kone samt deres 4 børn, 1,5  4, 10 og 12 år. Ved siden af hytten er der sat fire stolper hvorpå der er lagt et tag over, her kan man sidde i skygge, der er et bord samt nogle stole, det er deres spise og opholdsplads. Deres køkken består af en stor træplade der er lagt på to bukke, komfuret er en blikdunk hvori der har været kiks engang, den er nok 25 x 25 x 40 cm, den ligger på jorden med åbningen ud til siden, der er klippet et hul i den side der vender op, her plaseres det der skal koges eller steges, brændsel er tørrede palmeblade eller skaller fra kokosnødder, eller hvad der nu er ved hånden. Vi bliver sat ved bordet, det er med at være den første der har gæster i år. Antonio, immigrationsmanden kommer over og får en kop kaffe med. 

Derefter skal vi op på hans kontor for at ordne alt det formelle, det er meget enkelt, kontoret er ude under palmehalvtaget, dokumentet han udfylder er et stykke blankt A4 papir. Han skriver skibets navn, dato for afsejling Rarotonga ankomstdato her, at der er to personer ombord at vi er sunde og raske samt at vi er fra Danmark, og deres første gæster i år. Har i hørt om den grimme lungesygdom der raserer i Kina samt Asien jo det havde vi jo, så var det i orden.  Hvad papiret bruges til vides ikke. De dokumenter vi skal bruge ved ankomst til Samoa har vi fået på Rarotonga hvor vi lavede den officielle udeklarering fra Cookøerne. 

Vi skal selvfølgelig rundt for at hilse på de forskellige familier, der er 8, de har næsten alle de samme forfædre. I 1862 kom en englænder ved navn William Marsters til Atollen og tog den i besiddelse, han sejlede op til en anden Atol ved navn Suwarov, her fandt han tre koner som han bragte ned til Palmerstone. De fødte ham 26 børn. Senere blev de 7 palmeklædte øer inde i Atollen delt i tre parter, en til hvert af konernes børn og efterkommere. Sådan er tingene her stadig, de er deres egen regering om man vil, selv om de hører til Cookøerne, der igen hører under New-Zealand. De får selvfølgelig den samme hjælp til skole, pension og hvad der ellers måtte være, på lige fod med alle andre på Cookøerne. Vi skal selvfølgelig både spise frokost og aftensmad hos Bob og hans familie, bagefter skal vi se på aftenens Wolyboll kamp, et samlingspunkt for en stor del af øens befolkning hver aften, fredag spilles der om hvem der skal være ugens vinder. Kort før mørkets frembrud bliver vi sejlet ud til JOY igen, en rigtig dejlig dag , med masser af oplevelser.

I morgen bliver i hentet kl. lidt i 12 så spiser vi frokost kl. 17 spiser vi middag, der skal bestå af Hummere. Vi har lovet at gå ned på skolen for at kikke på deres edb anlæg de har fået en ny brugt printer, den kan ikke fungere, immigrationen har det samme problem. Skolens er ikke i orden så den må de sende tilbage, den anden fungerede fint da først programmet til den blev installeret, hvordan skal man da også vide at det er nødvendigt, de er slet ikke vandt til at arbejde med EDB. Jeg havde taget min bærbare computer med op hvis der skulle være problemer med det de havde i forvejen, jeg havde taget en del digitale billeder og printede een ud i farver på den nye brugte printer immigrationen havde, udmærket kvalitet. Vi får 4 dejlige dage her, ingen madlavning ombord, vi skal bare tage det vi havde fået med ned ombord aftenen i forvejen op af køleboksen, de andre måltider får vi i land, på skift mellem de forskellige familier, desværre kan vi jo ikke sige ja til dem alle, hvad de er skuffede over. Også her må vi jo tage afsked, det kunne ellers være dejligt med et par uger eller tre der. Vi skal videre til Samoa øerne og være på Fiji senest 30 maj Andreas skal rejse hjem den 2.6, Henry kommer dertil 3.6 så den 8 maj forlader vi disse dejlige og gæstfrie mennesker på denne afsides Atol. Nye oplevelser venter forude, først skal vi sejle de 650 NM op til Amerikan Samoa.

Mange hilsner til jer alle fra Andreas og Hans i Stillehavet.