St. Maartin blev mit sidste stop i Caribien, her provianterede jeg til de to stræk over Atlanten henholdsvis til Acorerne og senere sydkysten af Irland. St. Maartin er et af de steder hvor rigtig mange der vil sejle tilbage til Europa forbereder sig. Her møder jeg da også en del Danske, Norske og Svenske både som er ved at gøre sig klar. Nogle af os vil følges ad på det første stræk som er på ca. 2300 sømil i ret kurs, det er ofte her man har det  dårligste vejr på en jordomsejling. 2 Norske, 1 Svensk samt 5 Danske både afsejler næsten samtidig omkring den 5. maj.

Vinden de første døgn er nordøst og det er jo lige imod. Den danske båd Poseidon en ombygget fiskerbåd med gaffelrig får maskinproblemer efter et par døgns sejlads og må vende tilbage til St. Maartin. Vi andre holder stadig på, nogle søger mere mod nord andre holder en mere sydlig kurs. Efter tre døgn går vinden ned i sydøst og jeg kan nu holde kursen mod havnen Horta på øen Faial som jeg vil anduve på Acorerne.
Efter 9 døgn med skiftende vindretninger falder vinden helt af, vi ligger i et lille højtryk. Det er rigtig Atlanterhavets vand er meget kold, der var kommet et stykke nylontov i skruen. Da det næsten var vindstille ville jeg sætte skruen til samtidig med at jeg ladede på batterierne og opdagede det derved. På med våddragten snorkel og maske med mere. Ned i det 12 grader kolde vand hvor jeg fik det skåret/rykket væk, det var godt nok koldt lige da jeg kom i ellers ok. Jeg ved ikke hvornår det er kommet i, havde ikke brugt skruen siden afsejlingen, men nu var det jo ok igen. Havde selvfølgelig sikkerhedsline på så JOY ikke skulle drive fra mig, bølgerne var stadig omkring 3 meter høje men lange og flade.

Ser senere på sejladsen en kæmpe Havskildpadde (Kemp`s ridley turtle.) meget stort, et godt gæt at skjoldet var omkring én meter. Desværre nåede jeg ikke ned efter mit kamera. Den var kun omkring 12 meter fra BB side da jeg passerede den. Højtrykket bliver senere til et nyt lavtryk og vinden gik igen tilbage til østlig retning. Sådan forløb det meste af sejladsen hvor det ene lavtryk afløste det andet. Den 17-6 så jeg en kæmpe Finhval det var helt tilfældigt jeg var lige oppe for at se hvordan sejlene stod. Et rigtig flot syn desværre varede det ikke ret længe inden den dykkede igen.

Den 26.5 får vi meget hårdt vejr, det følgende døgn vokser søen en del. Jeg flænger min genua tre ca. 2 meter foran skødepunktet og næsten lodret op til agterligtet, en stor sø er brækket ind over forskibet og fylder sejlet med vand, dette tryk kunne den ikke klare. Det er første gang på jordomsejlingen at jeg skal til sejlmager så det er vist ikke så dårligt. Det er det sejl jeg har brugt mest, det har sejlet ca. 45.000 sømil siden 1996, godt klaret efter det den har været udsat for. Fik den repareret i Horta så skulle den gerne klare de sidste to tusinde mil tilbage til Nykøbing Mors håber jeg.

Desværre for Per på den danske båd ”Mani” var han meget mere uheldig dog på et lidt senere tidspunkt. Han mistede riggen, masten lå pludselig i vandet uden han fandt ud af hvorfor. Det var stadig hårdt vejr i det område han befandt sig i. En Hollandsk fragter som han fik kontakt med efter tre døgn forsøgte at give ham dieselolie. Han fik derved en trosse i skruen og blev selv kastet overbord i det kolde vand i den voldsomme sø.  Han kom ombord i fragtbåden. ”Mani” var nu ikke længer manøvredygtig og han besluttede derfor at fortsætte ombord til Amsterdam med fragtbåden. Alt dette hører jeg ikke om før ankomsten til Horta, Per har kun WHF ombord.

Få dage før min ankomst havde jeg en mærkelig oplevelse, stod nede og var ved at lave kaffe som jeg plejer hvor jeg sætter kanden og tragten fast på det øverste trin af trappen. Pludselig hører jeg at badestigen klapre lidt i beslaget, kikker sikkert lidt forundret ud men ser ingen ting. 1-2 minutter efter ser jeg at fanen til vindroret drejer helt op i vinden og tilbage et par gange. Jeg har ikke fået kuller eller ser syner selv om jeg har været til havs længe. Det er let til frisk vind JOY ligger roligt i vandet med 3-4 knobs fart. Jeg hugger livlinen i min sele og går op i cockpittet for at se om der er kommet noget omkring rorbladet til vindroret, nej. Så ser jeg ca. 8-10 meter agterud og til begge sider en flok Delfiner nok omkring 8-10 stykker der svømmer stille og roligt i overfladen efter os med samme fart som JOY. Det er helt sikkert dem der har været henne at røre ved både badestige og Vindror. De sidste 4-5 dage har der været meget stor aktivitet af dem, dagen før ved 22.45 tiden hørte jeg dem snakke i nok omkring 10 minutter. De er tydelige at høre når der er ro, jeg sad nede og læste i en bog der var ikke meget vindstøj. Det er mærkeligt med sådanne pattedyr at de er så tamme at de tør komme helt hen til båden på den måde. Der sidder lidt grønt på rorstammen til vindroret lige i vandskellet, jeg ved ikke om det er det de har været interesseret i, ikke for at spise det for de er jo ikke vegetarer.

Vejret har nu ændret sig og vinden er gået i sydvest, det er blevet behageligt sejlads med vinden agten for tværs. Der er kun et par døgn tilbage til Horta, også i dag skal jeg opleve lidt af dyrelivet i Atlanten en stor havskildpadde ligger i overfladen, igen kun omkring 15 meter men fra styrbord side.

Den 1.6 kl.03.30 ankommer jeg til Horta efter 25 døgn og 14 timer for de ca. 2600 sømil. Jeg kommer ind i et mylder af både kan man næsten sige 12 både ankom der den dag. Om morgenen efter at jeg er indklareret og er kommet til min plads i marinaen kommer Thorkild Høst fra Kolding han venter på Mani. Han skal med den det sidste stykke til Danmark og er selvfølgelig spændt på at høre nyt, jeg ved jo kun at Per afsejlede næsten samtidig med vi andre.

Vi erfarer så tre dage senere at han har mistet riggen. Han forventer at der vil yderligere gå tre fire dage endnu inden han forventer at ankomme. Det er ifølge Pers kone som har fået melding fra en anden sejlbåd som havde modtaget meldingen over WHF radioen fra Per og videregivet den over en sattelit telefon til hende. Thorkild og vi andre er ikke glade for den melding fordi den anden danske båd Athene nu også er kommet ind med skade på riggen. De erfarer at riggen nok ikke er hvad den bør være, komplet ny rig monteres. Mie der er ankommet før vi andre havde sprængt det ene forstag, heldigvis havde de dobbelt så det store stålskib klarede selvfølgelig sejladsen uden problemer men med mindre sejlføring.
Jeg får ti dejlige dage på Acorerne med masser af naturoplevelser. Jeg lejer en bil og kører en tur rundt på øen, udlejeren siger at en dag er tilstrækkeligt for de 75 km folk normalt kører. Jeg kørte nu 130 km og det var ikke fordi jeg kørte forkert, der var rigtig mange steder der var vær at køre efter for at opleve. En anden god oplevelse på Faial hvor det ikke er nødvendig at have en bil til er at gå rundt på molerne med en masse malerier. De fleste både maler deres nationalflag et sted på molerne hvor der er plads. Gå rundt og se alle de landeflag og læse de forskellige tekster der knytter sig til dem er en rigtig god oplevelse.

Den videre sejlads til Europa kan du læse mere om i næste afsnit, så glæd dig til den oplevelse.