Joy vil ikke ligge i dvale på grund af Orkan sæsonen, vi vil selvfølgelig tage behørigt hensyn til vejrforholdene. Orkanrisikoen skulle være størst i februar, men det kan man jo sikkert ikke regne med. Henry rejst 13.11 hjem for at blive gode venner med banken igen. Begge hans forældre fejrer 70 års fødselsdage i løbet af den danske vinter, det vil han selvfølgelig gerne være med til også. 

Asbjørn, Birthe og jeg er kommet tilbage til Tahiti den 29.01.03, vi ligger på ankerpladsen ved Taina Marina, det er ca. 10 km. fra Papeete og ca. 5 km. fra lufthavnen. Min gast Asbjørn rejste hjem 31.01 kl. 01.35 meget tidligt om morgenen. Det var efter at vi, havde været næsten 2 uger på Moorea, inden Birthe skulle ankomme til Tahiti. På Moorea havde Asbjørn og jeg snorklet og dykket blandt hajer, rokker, moræner og selvfølgelig alle de andre tropiske fisk i ubeskrivelige farver. Været på dejlige vandreture, mellem Ananasmarker, i regnskoven med masser af Maraer, (hellige pladser) ved siden af de gamle bopladser. De er fra årene 6-900 eft. Kr. mange af dem er i dag afdækket og virkelig velbevaret. Vore vandreture har varieret mellem 10 og 30 km. men så skal der også én stor vandunk i rygsækken. Temperaturen om sommeren er omkring de 30-32 grader, vandet er konstant 28 grader. Frugterne hænger på træerne næsten overalt, hvor vi kommer ude i regnskovene. Det gør de fleste af dem nu hele året rundt. Jo det er sommer og derved er det også ubeskrivelig grønt og flot. Selv om det er regntid nu, er vandmængden der kommer ikke så stor, der kan nemt gå en hel uge, hvor der ikke kommer en dråbe. Vi så meget tydeligt, da vi ankom til Tahiti første gang 19 august, at det var meget tørt. Der var mange skovbrande, hvor mange tusinde hektar nedbrændte. Som de lokale siger, vejret har ikke været normalt de sidste par år herude.

Den 31.11 sejlede Asbjørn og jeg tilbage til ankerpladsen ved Taina Marina. Birthe skulle ankomme 02.12 meget tidligt om morgenen. Herefter provianterede vi til ca. 2 måneder. Jeg havde planlagt sejladsen således, først en kort sejlads til Moorea igen. Birthe skulle igen vænne sig til at være på Joy, den kan godt være lidt urolig ude på det åbne hav. Herefter til Tuamotus, en gruppe på 70 atoller, hvor også Mururoa der er kendt for Atomprøvesprængninger er iblandt. Vi ville besøge Rangiroa, den besøgte vi også i august. Tilbage til Society øgruppens Bora-Bora, Tahaa, Raiatea og Huahine for til sidst at sejle til Moorea inden vi skulle slutte rundturen på ankerpladsen ved Taina Marina. Asbjørn og jeg ville på Moorea, lige én smut op på Mount Ruti, 899 meter høj, der skulle efter guidebogen være en sti derop, og med en lokal guide, ville det ikke være noget problem at komme derop, vi glemte nu at finde én lokal guide. Vi gik selvfølgelig derop alene, 3,5 time var vi om at komme til toppen, skylaget samt regnvejret lå i ca. 750 meters højde. Heldigvis blev der indimellem huller i skydækket, der normalt ligger om de høje bjergtinder. Sikke en fantastisk udsigt ned over koralringrevet. Sigten den dag var ca. 25 sømil, vi kunne se Tahitis højeste vulkantinde, Orohena med sine 2241 meter meget tydelig. Moorea er nok den ø i Society gruppen som jeg synes er den mest storslåede og bombastiske.

Derefter var det turen op til Tuamotus igen, en distangse på ca. 250 sømil. Vi skulle besøge Rangiroa igen, vejrforholdene var fine. At opleve én atol er fantastisk, det syntes jeg Asbjørn og Birthe skulle have med. Det skulle være verdens næststørste atol, ca. 80 x 30 km. er den indenfor koralringrevet, langs med revet på den indvendige side ligger der side om side stører og mindre mutoer (Øer). De fleste steder kan du gå fra ø til ø, kun med vand til knæerne. Inde i selve lagunen er vandybden de fleste steder omkring 40 meter, enkelte steder er der dog kun 1,5 meter. Der findes ikke noget søkort over lagunen, så man taler med de lokale, de ved hvor koraltoppene kommer næsten til overfladen. Med en mand et stykke oppe i masten, og solen i ryggen, lister vi os bare af sted inde i lagunen. Det er som at sejle på Kattegat, man kan ikke se land på den anden side, før man er næsten halvvejs over. Masser af alverdens fisk findes herinde. Vi fangede flere hajer, den største var 135 cm. og vejede næsten 20 kilo. Asbjørn fik ved et uheld én 150 cm. lang moræne på krogen, og i fingeren, den bed ham da han ville fjerne krogen fra dens kæbe. Så måtte den store medicinkiste frem, for at reparere skaden på tommelfingeren. Morænen blev endelig frigjort fra krogen, og sat tilbage til sit rette element. Det siges for øvrigt at Moræner skulle smage godt. Mange andre dejlige oplevelser blev det også til. Vi sejlede ned til én lille ø ved navn Ai-ai, den kaldes også Pink-Beach og sandet er virkeligt lyserødt, det ser meget specielt ud. Her sejlede vi til land i dingyen, da det var blevet mørkt, vi ville fange store Coconut krabber. Myterne fortæller at Coconut krabben kan blive op til tre fod, veje op mod fire fem pund, og bliver 30 år gammel. Så store var de ikke dem vi fangede. Næste aften bestod forretten selvfølgelig af krabbesuppe, hvor herligt.

Det næste vi skulle besøge inde i lagunen var Blue-lagun, én lille lagune inde i lagunen. Her er der masser af hajer, inde i den lavvandede lagune er de op til 80 cm. lange. Det er meget sjovt at gå derinde med dem svømmende omkring benene af én. Udenfor hvor vi ligger, er de op til 2 meter, langt de fleste af dem er Blak-Tip, også en fredelig haj som næsten alle andre hajer. Det er fantastisk spænende, at snorkle og dykke rundt blandt dem. Det var også her vi fangede de 2 største, af dem vi fangede. Vi var på Rangiroa i ca. 2 uger, her fejrede vi også julen. Var til julegudstjeneste i den lokale kirke i Avator. Det var rigtig hyggelig, der hilses skam på, med kindkys til dem du sidder nærmest omkring, også selv om du er gæst. Præsten byder skam også de ganske få gæster meget velkomne. Efter at barnedåb, hilsen farvel med mere er tilendebragt, er det hjem til risalamanden, andestegen og de brunede kartofler. Gaverne skal åbnes, også dem der er bragt med ud hjemme fra Danmark, selv om de snart skal med hjem igen. Vi får en rigtig hyggelig aften, julepynten og træet er traditionen tro også i orden.

Julen er overstået vi skal sejle de 360 sømil til Bora-Bora som er den næste ø vi skal besøge. Birthe håber ikke at vejret bliver som da vi sejlede til Rangiroa, vi havde mellem 6 og 12 sek.m. foran for tværs eller halvvind, søen var moderat 2-3 meter, det syntes Asbjørn og jeg der var perfekt. Vi var jo heller ikke ramt af søsygens kvaler i 30 timer som Birthe. Vi fik alle tre en fin sejlads til Bora-Bora, vind og sø var agten for tværs og passende. Desværre slap vinden op til sidst, jeg skulle vælge at anduve i mørke, eller blive til havs i yderligere 8 timer. Jeg valgte at anduve i mørke, kun fordi jeg havde sejlet gennem passet en gang tidligere og derfor vidste hvordan den var. Rimelig i bredde, kun et sted er dybden lidt kritisk ca. 4 meter, med store dønninger inde i passet er der ikke meget vand under kølen. Flot anduvning ind gennem passet, månen stod agten for os, søerne i passet var meget moderate, ja så dejligt kan det også være. Ind til ankerpladsen som jeg også kendte fra tidligere, en Sondawner (2 cl. Rom, appelsinjuice, 3 dråber Angustora og et lille drys revet muskatnød) er jo for sent på den tid af dagen, men man kan også nyde den til måneskind. Bora-Bora er nok den mest turistprægede ø i hele Fransk Polynesien. Bl.a. kommer der rigtig mange Amerikanere hertil, måske på grund af den store base som Amerikanerne byggede her i 1942 efter Japanernes angreb på Pearl-Harbour. Der var stationeret 5-6000 militærfolk på øen, helt hen til 1948. Lufthavnen der blev bygget, var den største i hele Fransk Polynesien, indtil der blev bygget en ny og stører ved Papeete på Tahiti i 1963. Naturen her er nok den mest specielle, men ikke den flotteste i Society ø gruppen. Her er lagunen berømt for mange rokker, de kommer ofte i store flokke. Vi så da også flere flokke hvor de største af rokkerne var op mod 2 meter. Snorkel og dykke turene er meget sjældne forgæves her, ser du ikke de store fisk, kan du bare nyde synet af de små farverige dem er der altid mange af.

Efter at nytåret er fejret på behørig vis, kom da også dagen for afsejlingen ned mod Tahaa og Raiatea. Det er to separate vulkanøer, de ligger inden for samme koralringrev. Det er næsten muligt at sejle rundt om de to øer, uden at komme ud i åbent hav. Kun et sted må man ud, og det er kun 6 sømil, så kan man sejle ind bag det beskyttende rev igen. Vi sejlede fra Bora-Bora tidligt om formiddagen, vi ville gerne nå at være fremme først på eftermiddagen, det ville passe med solen når vi skulle op langs vestsiden af Tahaa. Det er også bedst når der skal tages billeder, det gør vi jo ofte. Vi skal ind gennem passet og ca. 6 sømil mod nord, straks efter at vi er kommet ind gennem passet, kommer der delfiner, det har der nu gjort før, men her blev de ved at lege omkring os. Vandet er krystalklart, det var muligt at se dem langt nede i vandet inden de kom til overfladen lige ved siden af os. Det eneste vi kunne høre var delfinernes pibelyde, når de gav signaler til hinanden, og selvfølgelig deres blæs, når de kom til overfladen. Vores bovbølge og vinden i sejlene hørtes næsten ikke i den lette vind. Da er det godt at vinden kan styre JOY, og vi andre kan nyde delfinernes leg i det næsten blanke vand. På ankerpladsen er der 6 meter vand, men 30 meter derfra falder dybden til omkring 40 meter, næsten lodret ned. Jo det er fantastisk at snorkle hen langs kanten, se fiskene svømme langt nede i dybet. Stimer af Bonitoer, Blak-Tip hajer på 1-2 meter der kommer op, kredser stille omkring os inden de svømmer langsomt videre. Vi får et par oplevelsesrige dage her inden vi sejler videre. Vi skal til Raiatea, her skal vi bl.a. bestille tid til JOY`s kølhaling, først i marts måned.  Hun skal op af det våde element, have et grundigt eftersyn overalt, selvfølgelig ny bundmaling. Den gamle bundmaling er slidt bort, der er blevet tilbagelagt mange tusinde sømil siden den blev smurt på i Caribien. Vandlinien har igen flyttet sig nedefter, det skal der også kikkes på. Vi skal være sejlklar igen inden 1 april hvor turen igen går mod vest.

Sejladsen fortsætter syd om Raiatea efter at aftalen med værftet er på plads. Vi skal om på østsiden af øen, her findes de største og flotteste Maraer i hele Polynesien. Det var her at alle stammerne fra den Polynesiske trekant på den tid samledes, der skulle indgås handelsaftaler, fredsaftaler, ja der var mange forskellige  ting at drøfte. Der var også menneskeofringer på den tid, hvem skulle nu medbringe det næste offer. Der var mange ritualer der skulle drøftes og godkendes. Vi skal ind i ankerbugten Faaroa, floden der løber ud i bugten er den eneste i Fransk Polynesien der er navigerbar, det betyder at der kan sejles på den. Det er nu kun i Dingyen vi kan sejle på den. Da den berømte Kaptajn og navigatør James Cook var på Raiatea i 1780erne, hentede de ferskvand oppe på denne flod, til deres videre sejlads. Hvor er det mærkeligt at sidde her inde på floden, tænk at for så mange år siden var der også sejlere herinde, men sikkert mere primitive end vi. Her ville Birthe og jeg tomle den de 15 km. om til de flotte Maraer. Det endte med at vi blev både kørt frem og tilbage, af den samme familie. Når Joy skal på land på Raiatea, skal jeg bare ringe for at besøge dem. Jeg bliver selvfølgelig afhentet.  

På Huahine oplever vi også noget af det der hører fortiden til, men som i dag, over 1000 år efter stadig er i brug. De berømte fisketrapper opbygget af vulkanske sten. Selv de små hytter ude i vandet ved trapperne er der stadig, de er i dag moderniseret lidt med playwood gulv i stedet for sten. Mange fiskeredskaber som brugtes dengang, bruges stadig i dag, men i mere moderne materialer. Også her er vi på vandring i skovene, for at finde gamle bopladser, så gror vanillen jo også derude. Den har snyltet sig op af træerne, og er nu så store og modne at vi må plukke nogle. De skal tørre og gære i ca. 6 uger inden de er klar til brug, vi har solen og tiden, vi har allerede en herlig duft af dem overalt i Joy. Selv om vi synes at vi har masser af tid, kan den engang imellem godt næsten løbe fra os. Vi skal tilbage til Moorea, det bliver det sidste sted inden vi slutter denne sejlads af på Tahiti.

Vi skal til Uponuho bugten, vi skal snorkle og dykke. Birthe har lovet at hun vil sidde under vandoverfladen på én af de store Tikier der står nede på bunden i lagunen. Undervandskameraet må i gang for at forevige begivenheden. Vi skal selvfølgelig se op til toppen af Mount JOY, som Rotui er omdøbt til af Asbjørn og jeg. Ringen er sluttet vi er tilbage, besætningen rejser hjem, forhåbentlig med en masse dejlige minder i bagagen. Skipperen får en ny besætning, og det glæder jeg mig meget til. Nye og spænende oplevelser venter forude, blandt andet en tur til Påskeøen (Rapa Nui) læs om det i næste rejsebrev.

Mange hilsner fra Asbjørn Birthe og Hans på JOY i Stillehavet.

Vil du læse mere om vore oplevelser herude se Artiklerne i Morsø Folkeblad