Hej alle. Først vil vi gerne takke alle, som var med til at gøre vores afsejling, så festlig og uforglemmeligt for os og vi vil mindes dagen med glæde, tak for alle gaver, indslag, bådene som fulgte os på vej, salut på broen og alle som var kommet for at vinke. Mange hilsner Hans og Henry. Turens første mål var Thyborøn, vejr og vind kunne ikke være bedre, nogle både fulgte med hele vejen, Erik og Bente slap os i Oddesund, hvor Birthe og Henning overtog følgeskabet, sammen med Knud og Grete, mandag sejlede Knud, Grete og Birthe hjem til Nykøbing Mors. Vi brugte en par dage i Thyborøn, til at få det sidste på plads og i orden, inden vi går til havs.

Tirsdag aften efter vi havde spist aftensmad, gjorde vi os klar til afgang, vejret var fint, kursen lagt mod Fair Isle mellem Shetlands og Orkney øerne, de første par døgn var vinden god fra sydvest til vest, da vi var ca . 100 NM fra Fair Isle blev det helt vindstille, vi lod nu sejlene blive oppe i håb om at vinden kom tilbage, men den håbefulde besætning måtte til sidst overgive sig til motoren og sådan blev det resten af turen til Fair Isle, det var vist nok også det bedste, for vi havde ingen vind og masser af tåge de næste 4-5 dage. Tiden på Fair Isle var afslapning for alle, vi læser bøger, sover længe og går lange ture.
Øen er nationalpark for fugle, her er fugle observatorium, hvor der kommer mennesker fra hele verden, for at studere fuglene her. Nogle af fuglene var meget aggressive, når vi gik forbi på vejen, de kunne enda finde på at angribe os, ved at flyve tæt på vores hoveder, det kunne afhjælpes ved at have hat på eller holde en pind op i luften, som de så ville angribe istedet for os. På øen bor der ca. 70 mennesker, så det var ugens højdepunkt, da færgen kom med nye forsyninger til købmanden, vi var også hos købmanden for at handle, det skulle lige kontrolleres om de varer vi købte ikke var bestilt af andre på øen. Når vi skulle have en vejrudsigt, gik vi bare op til øens meteorolog og fik en dugfrisk vejrmeldning. Da vejret var blevet så godt at vi kunne sejle igen på forsvarligvis, satte vi kursen mod Kirkwall på Orkney øerne. Vi vidste ikke helt om vi var ventet i Kirkwall, da vi anduvede havnen begyndte et gigantisk fyrværkeri, som senere viste sig være afslutningen på en musikfestival. Næste morgen gik vi til den lokale Volvo Penta forhandler, da selvstarteren til motoren ikke ville mere, selv om vi havde prøvet med forskellige former for førstehjælp, måtte starteren erklæres for kaput, så en ny måtte bestilles på fastlandet, det ville vare 3-4 dage.

Så kunne vi bruge tiden til at se øen, når vi tog ud på ture skulle vi have det hele med, solbriller, varmtøj og regntøj for på Orkney øerne, kan de have de fire årstider på en dag. Øen har en stor historisk baggrund, som Standing Stones dateret til 3000 år før kristus, Norske og Danske vikinger og konger, og under første verdenskrig hvor en del af den Tyske flåde blev pågrebet under slaget ved Jylland i 1916 og blev interneret på Orkney, den 21 juni 1919, valgte den tyske general at sænke flåden, for at den ikke skulle blive brugt af England. Det var også her Tyskerne under anden verdenskrig, sænkede den engelske krigsskib Royal Oak, hvor ca.800 mand mistede livet og da der stadig er erklæret krigs gravfred over stedet, kan man ikke komme ned og hente den olie der er i tankene, som derfor stadig siver ud af skroget på Royal Oak. Under anden verdenskrig blev Orkney øerne også brugt til trænningslejr for over 60.000 soldater, fordi kysten ligner Normandiets kyst og langt af væk fra krigs zonen.

Vores nye selvstarteren er nu kommet frem, så vi kan få den monteret, og rejsen går videre mod Coledonian canal. Vi er kommet til et land, hvor vi skal til at regne med tidevand og strømningsretninger, for her kan strømmen nogle få steder være så kraftig, at vi ville sejle baglæns, hvis vi ikke sejler på det rigtige tidspunkt, så vi har regnet os frem til, at vi skal sejle kl. 09.00 næste dag, for at kunne nå til Wick på fastlandet, det holder også stik med tidevand og strøm. I Wick bliver vi et par dage, for hvad skulle vi gøre uden tåge, der kan holde os i havn, men på en båd er der altid noget der skal laves, så tiden flyver afsted, efter 3 dage i Wick er vejret bedre, så vi kan sejle til Inverness, vi deler turen i to for at få tidevandet til at passe, så hen under aften finder vi en ankerplads, med læ for østen vinden, næste dag sejler vi det sidste stykke til Inverness, for at blive sluset ind i Caledonian canal, for den nette sum af 140 pund og kommer igennem de første 7 sluser af 29 og 3 svingbroer, hvor vi finder en lille marina at overnatte ved, her kan vi få vand,diesel og mad indkøb klaret, så vi kan klare os i nogle dage.

Vi sejler videre til næste sluse Dochgarrock, hvor vi kan ligge gratis ved British waterways pontonbroer, vi har også fået udlevret en nøgle til deres toiletter og bad, her bliver vi en ekstra dag da der meldes hård vind på Loch Ness og lige imod, men hvad vi har lige fundet en par ting som skal laves på båden. Næste dag sejler vi over Loch Ness, det bliver lidt af en udfordring, da de første 3-4 timer er med vindskift 3 gange i minuttet pga. de høje klipper og senere fik vi så vinden lige i næsen,så der blev slidt og slæbt i skødderne mange gange den dag, vi ville over Loch Ness for sejl. Vi havde hørt fra nogle Skotterne, at hvis vi ville have en mulighed for at se Nessi, måtte vi ikke støje, vi måtte dog starte motoren den sidste ½ mil for at komme ind i kanalen ved Fort Augustus. Her mødte vi en anden dansk båd, det var Valkyrie fra Kerteminde, som vi de næste dage havde nogle hyggelige timer sammen med.

De næste dage gik med at sejle gennem kanaler og søer til Fort Willliam, hvor det nogle steder ser ud som om vi sejler i junglen, hurra…hurra solen kan skinne på os, forsigtig lynes sejler jakken ned, for vi tror ikke helt på det endnu.
Da vi skal sluses ned i Fort William, havde de problemer med en svingbro, som ikke ville lukke op og en sluseport under reparation, det giver os nogle timers ventetid og som belønning fik vi lov til at blive i kanalen en par dage ekstra. Vi har i kanalen kun mødt god sevice og hjælpsomme slusevagter. I Fort William har de Englands højeste bjerg Ben Nevis på 1332 meter, og hvad gør vi, slider og slæber os op på denne knold på 3½ time, hvad venter os ca. 3 graders varme, regn, hagl og sne, så det varede ikke længe inden vi begyndte nedstigningen. Det er lidt krævende at komme op og ned, for de øverste 400-500 meter af Ben Nevis er kun små og store sten, intet andet,så vi måtte hele tiden passe på hvor vi satte vores føder. Så da aftensmaden og den velfortjente bad er overstået, ja så nærmest sprang køjen på os, det vi mangler mest er lidt massage til vores ømme muskler og flere dage efter. Næste dag bliver vi sluset ud af Caledonien canal, for atter at have saltvand under kølen, hvor vi sætter kursen mod Oban, her finder vi et sted at smide ankeret, da de i havnen ville have 10 pund pr. nat for en morringsbøje, uden nogen form for faciliteter. Dagen efter sejler vi ind til Oban igen for at handle, imens vi går og venter på vores billeder bliver fremkaldt, går vi og kikker os lidt omkring på havnen, da vi kommer ud fra en krigsveteran museum, kikker Hans lige en ekstra gang, for hvem står lige foran os, John Langgaard og frue fra Nykøbing Mors og inden længe sidder vi på havne pubben og snakker. Herefter sejler vi til Craobh Haven, hvor der er dømt storvask m.m. Vores næste mål er Isle of mann og Liverpool, hvor vi skal hente Jens den 8 Ausust, hvor efter turen går sydpå mod Spanien, vi har valgt ikke at sejle til Irland pga. mund og klovsyge i England, da der ikke har været mund og klovsyge i Irland, er der totalforbud mod import af kødvarer dertil, og vi har absolut ikke lyst til at tømme hele skibet for kødvarer. Hilsen os på JOY