Besøget efter den gamle fæstningsby Basse Terre på Guadeloupe var Montserrat som det ikke var muligt at besøge i 2002 da vi var på vej mod nord til de gamle øer ”Dansk Vestindien”. Øen Montserrat som i 1996 blev ramt af en alvorlig katastrofe i form at et kæmpe vulkansk udbrud på den sydlige del. Det ødelagde delvis 2/3 af øen i form af askenedfald og hvad der i øvrigt følger med en så voldsom eksplosion som det næsten var efter at der havde været flere udbrud gennem de to foregående år. 12.000 af øens 14.500 beboere blev i hast evakueret fra øen.

Det var på én måde, en fantastisk oplevelse at se. Selvfølgelig giver det en masse tanker, hvordan det har været for de mennesker der lige pludselig skal forlade deres hjem i løbet at meget kort tid. Ja faktisk så kort at de ikke kunne nå at få deres ejendele, tøj eller andre ting med, bare væk så hurtigt som muligt for at redde livet. De var selvfølgelig forberedt på den måde at de havde været evakueret to gange tidligere til den nordlige del af øen som var sikker, dog kun i få dage for derefter at kommet tilbage. Evakueringen var på grund af et enormt stort askenedfald og senere det kæmpeudbrud hvor magmaen løb med en hastighed på 30-40 km i timen ned over bjergsiden. Det store nedfald samt dampene kan man jo ikke opholde sig i. At man var så heldig at faktisk næsten alle kom derfra i live skyldes sikkert at naturen gav nogle få timers varsel inden den satte ind med de enorme ødelæggelser som faktisk kun tog nogle få dage.

Selve ”Soufriere Hills” næsten eksploderede på den øst og vestlige side af krater toppen, derfra kom lavaen flydende ned og begravede store dele af hovedstaden Plymouth og lufthavnen som lå ude på østsiden. Senere kom så de ødelæggelser som regntiden forårsager med de store vandmængder der kommer i denne periode. Vandet flytter store mængder af det udbruddet har leveret af de forskellige lavaer og selvfølgelig asken, der ligger ned på bjergsiderne og i dalene oppe bag hovedstaden og de meget frodige marker der lå bag denne. Hele den sydlige halvdel af øen var afspærret og de mennesker der ville forsøge at komme tilbage til deres hjem uden om afspærringerne var straffen 6 måneders fængsel. Det var selvfølgelig mest af præventiv virkning at straffen var sat så høj. 22 farmere som trodsede forbuddet og blev ved deres dyr og afgrøder fik ikke nogen straf, da udbruddet pludselig tiltog og der kom et vindskifte blev temperaturen så høj at den simpelthen kvalte og brændte dem ihjel.

Her pr. 1. januar 2005 er det igen blevet tilladt at komme ind og bosætte sig i de afspærrede soner, dog er der ikke nogen el og vandforsyning. tidligere beboere er begyndt at rydde lidt af vejnettet for aske og klippe træerne der igen er begyndt at gro. Alt sammen foregår frivilligt, myndighederne er endnu ikke indstillet på at den sydlige del af øen skal tages i brug. Mange steder ligger askelaget og det øvrige nedfald i et op til 7 meter tykt lag. Når man står 450 meter oppe over det der engang var en by med 6.000 indbyggere og ser ned over den, ja så er det ikke til at forstå at naturen bare kan ændre dette på ganske få timer/dage. Flere steder ser man to etagers huse hvor kun taget er synlig, oppe bag hovedstaden er store områder dækket af et 15 meter tykt lag.

 
75 procent af øens beboelse eller huse om du vil blev ødelagt er gjort ubeboelige under udbruddet og den efterfølgende observations periode hvor det ikke var muligt at komme ind i området. Jeg var inde i et hus oppe på bjergtoppen hvor der selvfølgelig var en masse villaer med en enorm god udsigt. At gå ind i sådan et hus og så se at der stadig er opvask i køkkenet, man har været i gang med at lave et eller andet med en boremaskine som stadig ligger på bordet. Det meste af tøjet hænger stadig i skabet inde i det der engang har været soveværelse. Gardinerne hænger i laser, varmen i forbindelse med udbruddet og tidens tand har ødelagt næsten alt let forgængeligt materiale. Inde i huset er der ikke så meget aske, på taget som er af en form for tagpap ligger der stadig ca. 0,5 meter aske og lette lavasten. Det blev slynget så langt op i luften under udbruddet at vinden kunne bære det de 5 km ned over husene, regnvandet har endnu ikke skyllet det hele bort. De fleste huse har typisk tag af profilplader som er af stål, det meget svovlholdige aske har på de få år der er gået siden det værste af udbruddet ophørte, hurtigt men effektivt tæret alle disse hustage bort.

Når man på afstand ser ind over de grønne områder hvor der er masser af flotte huse der ligger godt både med hensyn til udsigt samtidig med at de ligger i en flot natur ser det flot ud. Når man så kommer helt hen til husene er de fuldstændig ubeboelige. Uden om er det nye græs ved at have dækket askelaget der indeholder store mængder mineraler, de træer der ikke er svedet helt af er begyndt at få blade igen. De veje der er ryddet for aske er stadig næsten ufremkommelige da masser af buske nu er begyndt at vokse ud fra begge sider. Når man taler med de mennesker der har boet inde i området tror de ikke på at de nogen sinde kommer tilbage, selv om de kan komme tilbage vil det jo koste store summer at genopbygge husene og hele området med hensyn til el, vand og selvfølgelig vejnettet.

Det var med mange tanker til de mennesker der nu er flyttet tilbage til øen på den nordlige del hvor der er nye småbyer under opbygning. En ny lufthavn til erstatning af den der blev ødelagt er næsten færdig. Derefter bliver det en ny dybdvandshavn alt sammen på nordøen, den ødelagte havn der lå i bugten ved hovedstaden Plymouth er ikke muligt at redde, et lille stykke af den store mole ses endnu selv om hele bugten er fyldt op af magma og aske.

St. Maartin blev mit sidste stop i Caribien, her provianterede jeg til de to stræk over Atlanten til henholdsvis Acorerne og senere sydkysten af Irland. St. Maartin er det sted hvor rigtig mange der vil sejle tilbage til Europa forbereder sig. Her møder jeg da også en del Danske, Norske og Svenske både som er ved at gøre sig klar. Nogle af os vil følges ad på det første stræk som er på ca. 2300 sømil i ret kurs, det er ofte her at vi har det dårligste vejr. 2 Norske, 1 Svensk samt 5 Danske både afsejler næsten samtidig omkring den 5. maj. Læs mere om sejladsen over Nordatlanten til Acorerne i næste rejsebrev.

Så glæd dig til det næste afsnit.