Den 9. juni om eftermiddagen forlader jeg Acorerne i frisk vind fra sydvest som passer mig godt. Desværre er sigtbarheden ikke så god der er småregn i luften så de midtatlantiske øer forsvinder hurtigt i disen agterude. En stor Engelsk sejlbåd har forladt havnen kort før mig forsvinder også hurtigt ude i horisonten foran mig men på en lidt sydligere kurs, sikkert mod den engelske kanal. Sejladsen de ca. 1400 NM fra Acorerne til Crosshaven på Irlands sydkyst var noget behageligere end strækket til Acorerne. Hovedparten af sejladsen var med vinden agten for tværs og styrken var det meste af tiden under 15 sek. m. Crosshaven ligger et par mil inde på Owenboy River der løber ud i River Lee som munder ud på Irlands sydkyst ca. 40 sømil øst for det berygtede fyr Fastnet Rock. Floden River Lee`s udspring er et godt stykke inde i landet og løber gennem Cork Harbour som i dag er en større trafikhavn. Cork Harbour var fra det 9.ende århundrede besat af Danskerne de blev dog fordrevet i 1172. Jeg ankommer til Crosshaven i ugen hvor der afvikles kapsejladser af gamle sejlskibe, ja mange af dem er sikkert det vi betragter som veteranskibe. Det er en bred vifte af modeller og størrelser. Det var næsten som at opleve træskibssejladsen ”Limfjorden rundt” dog var der ingen rigtig store skibe med i feltet her. Det var en rigtig dejlig oplevelse at komme nærmere på de gamle skibe og se hvor flot restaureringen er udført, ja det lugtede ligefrem af hamp og tjære som i gamle dage på nogle af dem. Det viser sig at der faktisk kommer masser af sejlskibe fra det meste af Irland for at være med til de berømte sejladser og det samvær der hører med til et arrangement af den art. Jeg kommer i kontakt med nogen af de lokale og kommer derved også med en del rundt i området. Jeg er med Tony inde i Cork som er en rigtig flot gammel by. Byen har bevaret en del af de gamle kajer som ligger langs med floden der løber tværs gennem byen i køn forening med masser af de gamle pakhuse der i dag er restaureret og bruges til mange andre formål. Desværre blev mange offentlige bygninger brændt ned af nationalisterne i 1920`erne. Den store Saint Fin Barre`s Cathedral der er bygget i perioden 1865-1879 er et enormt stort bygningsværk. Kirken må have ofret en enorm sum penge på at bygget dette flotte stykke arkitektur der selvfølgelig er i den tids form af gråt klippe materiale. Min næste anduvning bliver Kilmore som er et lille fiskerleje der ligger på sydøst spidsen af Irlands sydkyst ikke langt fra Wexford. Kilmore bliver en dejlig naturoplevelse, jeg er blandt andet med et par lokale sejlere, Nigel og Jackie på tur i en Albin Vega. Vi sejlede ud til nogle små øer og holme nogle få mil fra kysten, der blandt andet har en meget stor fuglekoloni. Der er også masser af sæler på de små og store skær der lå rundt ved kysten samt masser af søpapegøjer. Vandet var så klart at der var mere end 10 meter sigt, i et område hvor der ellers er et tidevands skifte på ca. 2,6 meter. Den lille by var en rigtig flot men meget speciel oplevelse, stort set alle husene var tækket med tagrør der for egnen er meget speciel, selv nyere huse er udført på samme måde. Det nybyggede kommunale fælleshus er også holdt i stilen det giver en flot helhed i det bygningsmæssige bybillede. Mit næste stop bliver på østkysten af Irland i en lille fiskerihavn med en næsten ny marina. Asklov der ligger et godt stykke oppe på kysten er ikke nogen speciel by men på grund af tidevandsstrømmen valgte jeg at sejle dertil frem for at sejle op mod strømmen der løber med omkring 3,5 knob når det går mod lavvande. Asklov havde dog en flot gammel bydel på sydsiden af floden. I baglandet er der mange fine herregårde og store slotte, i en meget frodig og flot varieret natur, hvis man i stedet for bussen selv er mobil er der endnu flere flotte steder der er et besøg værd end jeg havde mulighed for. På nordsiden ved den 6 år gamle marina var der bygget moderne beboelsesblokke i 3 etager rundt i et stort område. De lokale fortalte at det var et meget eftertragtetområde, der var planer for endnu en udbygning af området der allerede på forhånd var delvis solgt/udlejet. Dublin var en skuffelse ja måske har mine forventninger været for store selv om jeg har læst en del om byen. Det gamle byggeri på havneområdet var næsten væk og erstattet med moderne byggeri i flere etager med store glasfacader. I den gamle bycentrum findes der selvfølgelig stadig en del af de gamle bygninger med mange af de små lokale pub`er men facaderne er mange steder ødelagt af store reklameskilte. Marinaen der ligger 20 minutters kørsel i tog fra selve byen var nu ikke så langt væk at et par af mine venner Ida og Ib Smith fra Nykøbing Mors ikke kunne finde derud. De var ankommet med fly til Dublin og skulle på bilferie i det vestlige Irland men så lige muligheden i at besøge mig igen. Medens jeg lå i Cape Tawn i Sydafrika kom de også pludselig på besøg, dernede havde de deres tre børn med, en rigtig dejlig oplevelse. Så var det jo med lige at finde noget aftensmad, ikke noget problem vi fik Chili Concarne med masser af ris og stærke krydderier det blev en rigtig dejlig aften. Strækket op til Belfast der ligger ca. midt på østkysten hvor tidevandet deler sig mod nord og syd byder derved næsten ikke på tidevandsstrøm derfor blev det til en dagsejlads med anduvning før mørkets frembrud. Jeg var igen kommet bagud med at skrive så jeg kaster anker på floden i bugten uden for Ulster Yacht Club som har en fin ankerplads hvor der er dejlig læ dog ikke for NØ vind. Jeg bliver på ankerpladsen i 3 dage hvorefter jeg sejler de sidste par mil ind til Marinaen i Bangor. Herfra bliver det så toget ind til Belfast og videre op til Eastlondon en togrejse på 2,5 time gennem et meget varieret landskab fra bjerge til lavvandede kyst og flodområder. Eastlondon var en oplevelse med blandede følelser, det er jo en by vi har hørt og set så meget dårligt fra med hensyn til uafhængigheds eller religionskrigen om du vil der er ført deroppe gennem så mange år. Det område hvor de værste kampe har været er i et meget lille del af byen, jeg var på en busrundtur i byen og fik derved et rigtig godt indtryk af hvor de værste kampe foregik, så også militærets kvarterer og deres vagttårne. Kvarteret med de to kæmpende grupper var adskilt med et 12 meter højt hegn så det ikke var så nemt at angribe og lave terror ad den vej, der var kun adgang gennem de bevogtede åbninger. Eastlondon er ikke bare religionskrig der er også en flot gammel midtby som består af det gamle Fort med dens enorme ringmur, inden for murene er en stor part af de gamle bygninger stadig bevarede og flot restaureret. Gå rundt oppe på ringmuren og betragte byen lidt fra oven giver et godt indtryk af det gamle Nordirland og de nye byområder der ligger udenfor murene. Det er moderne byggeri men bygget i engelsk stil med de tradionelle mange skorstene og ventilationsrør. Byen Belfast bærer også meget præg af den krig der er ført, men også her er det i et afgrænset område. Havneområdet er ikke her ødelagt på samme måde som i Dublin, noget af området på havnen hvor Titanic blev bygget er stadig indtagt, en af de oprindelige bygninger er der stadig. En ting jeg synes der er lidt underligt der findes masser af Museer rundt i verden omkring rederiet og Titanic men ikke i byen hvor den blev bygget. Nogen af de lokale mener at det kan skyldes den kendsgerning at forliset jo var skyld i så mange menneskers død, mange af dem kom jo her fra byen, hvor også skibet var bygget. Belfast blev det sidste sted i Nordirland jeg besøgte. Sejladsen gennem Skotlands vestlige del mod Caladonien kanalen blev ved noget af et tilfælde endnu ét af de steder jeg fik nogle rigtig gode venner. Jeg var sejlet ind i den lille ankerbugt Carsaig Bay på østsiden af halvøen Kintyre i Sound of Jura. Jeg er sejlet ind i bugten for at fortsætte med skriveriet og lave lidt vedligeholdelse på JOY. Bugten er ikke vist på søkortet som en ankerbugt men der var 3,5 meter vand ved lavvande og dejlig læ for de fleste vindretninger og så kunne jeg sikkert ligge for mig selv. Jeg var ankret op midt på eftermiddagen, hen under aften kommer der en jolle med påhængsmotor forbi for derefter at vende rundt og komme tilbage det ser jeg nu ikke da jeg sidder nede og skriver. Der bliver sagt goddag på dansk, jeg kikker op og der er Ulla og tre børn i jollen sammen med nogle stilladsplanker som de havde samlet op ude i bugten. Ulla er gift med James der er skotte og har de tre børn sammen, de bor i et dejligt hus inde i bunden af bugten hvor der er omkring 15 huse. Vi taler selvfølgelig om hvor vi hver især kommer fra og hvad der har ført hende til Skotland og så videre. I morgen til eftermiddagskaffe på JOY aftaler vi, Ulla og Jim som hendes mand bliver kaldt og børnene kommer medbringende friskbagt franskbrød lidt lokalt øl med mere. Vi får en rigtig hyggelig eftermiddag, jeg skal endelig komme til aften hvor vi så skal grille på deres terrasse, husk at tage toilettasken med hvis du gerne vil have et friskt bad og det siger jeg selvfølgelig ja tak til. Dagen derefter bliver det en lang gåtur, jeg vil over bjergene nordpå til Crinan Canalen der jo gennemskærer den nordlige part af halvøen Knapdale. Jeg vil op gennem regnskoven Crinan og Knapdale hvor bjergkammen Cnoc Reamhar ligger i næsten 400 meters højde. Det bliver en fantastisk dejlig tur i stille vejr med højt og klart solskin. Stå næsten 400 meter oppe og se ud over det Skotske højland de dybe fjorde med det spejlblanke vand. Nyde stilheden kun lyden af fuglene i træerne, en lille fiskerbåd der er på vej sydover får den spejlblanke vandoverflade til at danne små bølger der danner et flot v formet mønster. Efter min ankomst til Crinan bliver der tid til at nyde et par slusninger inden jeg igen er på vej sydover. Efter 32 kilometer på gåben er jeg tilbage ved Carsaig Bay hvor gummibåden ligger og venter på en noget træt vandringsmand. Sejladsen op til Oban blev en frisk tur, der var masser af frisk til hård vind fra det rigtige hjørne så det gik hurtigt. Og hvem møder man her efter 4 år, jo det er skam ”Pinafore” vi mødte jo hinanden da jeg var på vej vestover i 2001. Også et dejligt gensyn med nogle af de andre både der er på vej til de skandinaviske farvande. En del andre er på vej vestover mod varmere himmelstrøg i Caribien og de vil selvfølgelig gerne høste af den erfaring vi har fra vores tid derovre.