Der er ingen daglige forbindelser til og fra St. Helene jeg har heldigvis mit eget transportmiddel, og forlod St. Helene lørdag den 5. februar efter 5 dejlige dage med en masse gode minder og oplevelser i bagagen.
Jeg fortsatte sejladsen på næsten 1.800 sømil op mod nordvest til en lille ø Fernando Noronha den ligger ud for det østligste punkt i Brasilien. Den tilhører i øvrigt Brasilien. Det var et dejligt sted med en flot natur, øen er nok dobbelt så stor som Fur. Der er kun en befolkning på 1500 personer, men så var der jo lige det at der var flere turister end den fastboende befolkning. Med denne størrelse af en ø er det jo ikke svært at komme rundt til øens vigtige og flotteste steder. Der findes en masse gamle fæstningsværker på øen fra Spaniolernes tid, en del er flotte og velbevarede. Under 2 Verdens krig havde Englænderne en stor luftbase med over 6.000 mand på øen, det var fortrinsvis til ubåds bekæmpelse i den vestlige del af Atlanten mellem Sydamerika og Afrika. En tilsvarende base var placeret på den lille ø Ascension der ligger 600 sømil sydøst for Fernando, derfra dækkede de den østlige side over mod Afrika.
Ankerpladsen var meget urolig, dønningerne der rullede ind i bugten var det meste af tiden ikke under 1 meter. Selv om de var lange og flade triller bådene alligevel meget. På havnen er der ingen faciliteter, kun et offentligt toilet, der er ingen ankerbøjer så man ligger for eget anker. Havnepenge er få både under 10 meter 15,- US $ og det betaler man for at ligge på ankerpladsen. Heldigvis er det gratis den første dag og skipperen skal ikke betale de 10 US $ det ellers koster dagligt for gasterne. Jeg blev der kun i to dage inden jeg fortsatte de små 400 sømil op til Forteleza der ligger inde på Brasiliens østkyst syd for Amazone flodens udmunding.
Byen Forteleza er med 2,2 mil. indbyggere en moderne storby med alle de fordele og ulemper det nu medfører. I øvrigt en flot gammel by men selvfølgelig med en masse nyt højhus byggeri. Heldigvis var den gamle bydel da ikke blevet ødelagt af det moderne byggeri endnu, men de er ikke gode til at renovere deres gamle arkitektur det er en skam. Det er en storby men den har selvfølgelig også et opland og den er både interessant og har en flot natur der er meget bjergrig og varieret. Hvad møder man inde i havnen, en Svensk Ballade. Det mærkelige er da jeg taler med skipperen ligner han een jeg havde set før. Har du været i Ålborg sidst i 90`erne, jo da han var på vej hjem fra Sydafrika første gang. Vi får en længere snak og han husker godt at han talte med en anden Ballade ejer der. Verden er ikke så stor, både han og konen var nu pensionister. Vidste ikke hvornår de skulle tilbage til Sverige men det blev ikke de første åringer. Det er så billigt her at vi kan spare op af vores pension så der kan blive til en flybillet hjem til børn og børnebørn en gang imellem. Jeg var i Forteleza i 5 dage det var fint nok i denne omgang, men et sted der også vil være fint til et længere ophold hvor oplandet kan er værd at opleve.
Jeg fortsatte sejladsen de 1.100 sømil op mod Fr. Guyana. Efter 4 døgns sejlads eller helt nøjagtig den 3 marts kom JOY og skipperen igen på den nordlige halvkugle ved at passere ækvator kl. 11.19.07 lokal tid på 42` 58` 9 vestlig længde efter næsten tre år på den sydlige halvkugle. En mærkelig følelse at Nordstjernen igen begynder at vokse op af havet.
Jeg skulle op for at se Ile Du Diable eller på Dansk “Djævle øerne” De ligger i øvrigt ud for kysten hvor de berømte Ariane raketter opsendes. Det blev også det sidste stop inden Trinidad og dermed Caribien.
Ile Du Diable var en rigtig god og interessant oplevelse. Her får man virkeligt en oplevelse af hvordan det har været at blive deporteret (sendt til én af de Franske straffekolonier) til et fremmed land uden nogen mulighed for at få kontakt med familie eller venner i Frankrig. Mange sad i flere år i enmands celler uden mulighed for at tale med andre, ikke engang fangevogterne måtte de tale med. Kun ganske få overlevede mere end to tre år i disse små huller, der var ingen dagslys ej heller elektrisk. Jeg har efterfølgende læst bogen Papillon. Bogen er skrevet af en tidligere fange der flygtede derfra, på en tøjsæk der var fyldt med Cocos nødder. Han kom til Venezuela hvor han bosatte sig, blev gift der og skrev senere bogen. De tre øer er sammenlagt på 56 hektar. Der var i perioder op til 1500 fanger anbragt på øerne. Det er stadig en oplevelse der får mig til at tænke tilbage på det jeg så der og det jeg senere læste i bogen. Jeg glæder mig til at se filmen af samme navn der er bygget op omkring bogen. Det bliver på et tidspunkt når jeg er kommet tilbage til Danmark.
Jo selv om det var nogle lange stræk jeg tog op gennem Sydatlanten op mod Caribien havde jeg ikke så mange valgmuligheder med den rute jeg havde valgt. Jeg havde nu kun det sidste stræk på ca. 700 sømil op til Trinidad. Sejladsen dertil blev også en rolig sejlads stadig med kraftig medstrøm, i starten op mod 4 knob. Skibstrafikken begyndte da også at tiltage jo tættere jeg kom til Venezuela, senere da jeg kom tætter på Trinidad kom de store oliefelter. Den næste store epoke i vore oplevelser er lige rundt det nordøstlige hjørne af Trinidad.
Glæd dig til det næste afsnit.