Efter 8 gode dage på Galapagos, er det tiden for os at komme videre, vi skulle gerne være på Hiva Oa i Marquesas den 1 juli. Vi har provianteret æg, kartofler, brød, bananer, appelsiner, grebe frugt, diesel og hvad vi ellers manglede, priserne er ca. de samme som i Panama, vi havde ellers frygtet at det var meget dyrt. På turen til Hiva Oa følges vi med den engelske båd Beyond, vi talte sammen en par gange om dagen på vhf radioen, derudover var vi i kontakt med en New Zealandsk båd 2 gange dagligt på kortbølgeradioen, han havde også kontakt med ca. 10 andre både på samme kurs.
Dagslyset bryder frem, det er mandag den 1 juli, oh høj land i sigte , vi ramte rigtig, det er Hiva Oa vi er kommet til, efter 23 ½ døgn i søen, er det skønt at se land igen, og inden solen står højest på himlen, ligger vi godt for anker i bugten ved Atuna på Hiva Oa. På turen hertil har vi kun set 2 fisker både, samt den engelske båd Beyond, det er ikke mange både at se på 3 uger. Vi fangede 1 guldmakrel på 73 cm der vejede 2½ kilo, vi har også set mange store delfiner, ofte med 300-400 stk. i hver flok, så er det som om at havet koger, når så mange delfiner springer, pragtfuld syn.
Vi har haft god vind på næsten hele turen, vi har kun brugt 10 liter diesel, det er nu meget godt, for den koster 3 gange mere her end på Galapagos, genua 2 gjorde næsten alt arbejdet, storsejlet var kun sat når vindretningen passede til det, så sejlskift havde vi ikke meget af. Vi sejlede 128 sømil i gennemsnit pr. døgn, lidt bedre end på atlant- turen, vi har været heldig med vejret, nogle af de andre både havde haft meget regn, vind og vindstille i flere dage.
Indklareringen er lige så let her , som det er i Frankrig, hvis vi ikke havde været EU borger, skulle vi have indbetalt et depositum, svarende til en enkeltbillet hjem ca. 1200 US dollar, vi får 3 måneders opholdstilladelse og kan søge om 3 mere. Vi skal have 2 nye gaster ombord, her på Hiva Oa og derfor skal vi have flyttet rundt på nogle ting, vi har brugt forkahytten til stuverum siden Panama. Efter 3 uger i søen, trænger båden til en kraftig rengøring, især på fribordet, det skulle gøres så hurtigt som muligt, hvor det er lettest at vaske af, vi nåede lige at blive færdig, inden Mette og Thomas stod inde på molen, klar til 2 måneders sejlads i Fransk Polynesien.
På Hiva Oa lejede vi en bil, for at komme rundt og se øen, det er regntid her, så nogle af vejene er lidt mudret, hvilket vi også kan se på bilerne, alle har 4 hjuls træk. I Puamau ser vi Polynesiens største og ædleste Tikier, som er store stenfigurer, de er ca. fra 1100 e.f. Kristus og blev fundet i 1957. Rundt på øen er der mange forskellige frugttræer f.eks. kokosnødder, bananer, lime, røde bananer, ananas, brødfrugt, papaja, pomelo og mange andre frugter som vi ikke kender. De har så meget frugt, at vi som reglen, bare kan få lov til at tage, det vi vil have, kokosnød er det bedste slik vi kan få.
Fra Hiva Oa sejler vi til nabo øen Tahuata, hvor vi finder en skøn lille bugt med klar og rent vand, der kan snorkles og bades i det 28 grader varme vand. Thomas får også afprøvet sit harpun gevær og skyder 5 fisk, for at være sikker at den er spiselig, kikker vi i bogen over tropiske fisk, det viser sig at denne let kan give fiske forgiftning, ud med aftensmaden og det bliver til boller i karry i stedet for. Efter en par dage her sejler vi tilbage til Atuna, hvor vi skal have klareret ud, før vi kan sejler til Ua Pou, som ligger i den nordlige del af Marquesas, her skal vi indklarerer igen, vi kan så frit sejle rundt i hele den nordlige del af Marquesas, indtil vi sejler mod Tuamotu atollerne.
Vi sejler fra Hiva Oa sidst på eftermiddagen, vi vil gerne være fri af øen, inden det bliver mørkt, det passer fint med distancen til Ua Pou, da er det blevet lyst igen, før vi skal anduve. Det blæser 5-7 sek. meter hele natten, vores tidsplan holder perfekt, stævn og hæk anker har godt fat i Ua Pou havns sandbund, inden klokken er 08.00. Her kan vi sidde i cockpittet og spise morgenmad til en smuk udsigt. Thomas var meget glad, for at være i havn igen, han syntes det var bedst, at ligge ned hele natten. I juli måned er der opstillet en festplads i byen, små spisesteder, barer med poolborde, diskotek for de unge mennesker og lokale danse på festpladsen. Vi spiser i land, i de 3 dage vi er her, for en måltid mad med 1 øl, koster ca. 1000 cfp, som er ca. 60 dkr. det kan vi da vist ikke sige er dyrt. Vi får snakket med nogle af de lokale, som taler lidt engelsk og når de hører, at vi er fra Danmark, bliver de meget glade, vi havde jo slået Frankrig, ud af WM i fodbold, de er nok mere Polynesier end franskmænd. Fra Ua Pou sejler vi til Nuku Hiva, det er kun 25 sømil og sådan en lille tur, kan vi jo klare på 1 dag.
Vi har været på rejse i 13 måneder, 149 længdegrader har vi lagt bag os og sejlet ca. 13200 sømil, hvilket vi har brugt ca. 152 døgn til. Vi kan kun sige at tiden er gået alt for hurtigt, det har været nye oplevelser hver dag. I de næste 8-9 måneder bliver vi i Fransk Polynesien, orkan perioden fra november til april, vil blive tilbragt omkring Tahiti, så sikker havn er inden for rækkevidde, hvis der skulle komme en orkan.
Mange hilsner fra Mette, Thomas, Hans og Henry.